"Min Gud, hvad har vi dog gjort" sagde den ene pilot i B-29 bombeflyet Enola Gay, da de sendte den første atombombe ned mod den japanske havneby Hiroshima.
Selvom videnskabsmænd senere fastslog at de bomben kun udnyttede en promille af dens potentielle kraft, blev en menneskemængde svarende til mindst to fyldte idrætsparker dræbt på stedet.
Det mest ondskabsfulde og samtidig fascinerende våben af dem alle opstod som følge af en advarsel.
På opfordring fra europæiske forskere skrev Albert Einstein kort før 2. verdenskrigs udbrud i 1939 til præsident Roosevelt. Einstein frygtede at tyske videnskabsmænd var tæt ved at berige uran til fremstilling af det ultimative våben.
Amerikanerne gik derpå igang med Projekt Manhattan, med det ene mål at fremstille "dimsen", som den hed i kodesprog.
Det største problem var at fremstille tilstrækkelige mængder af beriget uran til at kunne sætte en kædereaktion igang.
Den sjældne Uran-isotop 235 var på det tidspunkt ualmindeligt vanskelig at udvinde.
Enorme faciliteter og svimlende pengesummer blev sat i sving under J. Robert Oppenheimers opsyn.
I juli 1945 blev den første atombombe detoneret i toppen af et tårn i Alamogordo i New Mexico.
Indbyggere i den nærmeste landsby mente den morgen at have set solen stå op to gange, og det siges at en blind pige mærkede lysglimtet over 300km væk fra Trinity, som sprængningsstedet blev døbt.
Få uger senere sprængtes "Little Boy", en såkaldt pistol-type Uranium 235-bombe, 500 meter over Hiroshima.
Man havde aldrig før afprøvet denne type bombe. Tre dage senere sprængtes "Fat Man" som svarede til "Trinity"; en implosion-type plutonium-bombe, over Nagasaki.
"Fat Man" var væsentligt kraftigere end "Little Boy", men på grund af Nagasakis bakkede landskab, var skaden mindre end i Hiroshima; "kun" 40.000 døde og 25.000 blev såret.
Det anslås at mange hundredtusind siden døde som følge af radioaktivt nedfald og stråling.