Til en bælg hører en føler, der er forbundet med bælgen via et tyndt kapillarrør.
Til fremstilling af disse kapillarrør anvendte Danfoss i 1996 mere end 20 km rør, fortrinsvis af kobber, om dagen!
Under 2. verdenskrig var der mangel på kobber til kapillarrør, men Mads havde fået fat på et parti rør fra et forlist skib.
Rørene skulle trækkes ned til den rette dimension.
Et værktøj blev konstrueret og spændt fast på et arbejdsbord, der blev tøjret til et af havens frugttræer.
En af gårdens heste blev spændt for; den lagde sig i selen og trak røret gennem værktøjet.
Hurtigt og enkelt blev det problem løst.
13 år efter firmaets start, i 1946, blev DANFOSS indregistreret som firmanavn, og siden da har det lydt - næsten ens - på alle sprog, og det velkendte navnetræk kan findes overalt i verden.
Efter 2. verdenskrig rejste salgsdirektør S. M. Thorsen verden rundt for at etablere et forhandlernet, og i 1950 kunne forhandlere fra 21 lande samles til »Danfoss Convention 1950« i Nordborg.
Det første Danfoss ejede salgsselskab blev oprettet i 1949. Det var i Buenos Aires, Argentina. Dengang var Argentina et marked i stor vækst. Forventningerne var store, og det var Danfoss' største eksportmarked.
I årenes løb er mange af de oprindelige forhandlere blevet medlemmer af Danfoss-familien som 100% ejede selskaber.