Per Vagner Rasmussen skriver:
Det var en lørdag formiddag d. 27 august 1966.
Vi var på tennisbanen for at få et hyggeligt spil og en sludder bagefter.
Pludselig dukkede en kollega op og fortalte, at Mads Clausen var død.
Spillet standsede; vi kunne ikke spille. Det var ufatteligt og uvirkeligt.
- Som det gik os, gik det for de fleste på øen, efterhånden som nyheden bredte sig.
I personalebladet Ventilen blev han mindet med bl.a. følgende:
»Han gjorde Danmark større i en periode, hvor landet skiftede karakter fra landbrugsland til industriland.
Men han bar også en arv fra det trælsomme slid i det danske landbrug over i den moderne industri.
Samarbejdet mellem virksomhedens medarbejdere, præget af individets indsats, var den standard, han lagde op til, og som han regnede med umiddelbar forståelse for.
Han satte sig spor i sit fædreland gennem det værk, han skabte.
Han mærkede alle de mennesker, han kom i berøring med.
Alle skylder ham noget, samfundet som den enkelte, enten for lærerig påvirkning af hans klare og forenklede indstilling til problemerne eller for materielle tilkendegivelser, når han fulgte sit hjerte og viste storsind.
Så langt kom han i levende live, hvor han skabte tryghed omkring sig, og han har videregivet arven i en sådan form, at han tilmed har skabt tryghed efter sin død.
Sporene leder direkte ud i fremtiden, og Danfoss vil følge dem, også beredt til at træde ny baner i grundlæggerens ånd.«
Mads Clausen blev 60 år.
Han havde problemer med blodomløbet og vidste godt selv, hvad der var galt.
"Hvis det havde været et køleanlæg, havde vi udskiftet rørene", sagde han til sin læge.
Men først adskillige år senere kunne man "udskifte rørene" ved by-pass operationer, hvor de forkalkede blodårer skiftes.