Info til lærerne
Skal I på tur med klassen, årgangen eller måske hele skolen, så er Danfoss Universe et rigtigt godt valg. Parken er fyldt med gode oplevelser, som pirrer nysgerrigheden for naturvidenskab. Hos os lærer vi, mens vi leger – og omvendt. Når entréen er betalt, kan I gratis lege og underholde jer ved samtlige attraktioner i parken, og der er oplevelser til en hel dag.
Hvis I ønsker at tilføre dagen i parken en ekstra dimension, tilbyder vi forskellige skoleforløb, som tager udgangspunkt i vores læringsfilosofi.
Udgangspunktet for alle forløb i Danfoss Universe er, at eleverne skal have en god oplevelse. For os går læring og oplevelse hånd i hånd. I parken ønsker vi at vække elevernes nysgerrighed for naturvidenskab og skabe begejstring via eksperimenterende og involverende forløb. Vi mener, at læring skal være sjovt, overraskende og spændende, således at vi får lyst til at lære mere.
Alle vore skoleforløb er beskrevet på denne hjemmeside. I beskrivelserne skelner vi mellem klasseoplevelser og undervisning. Denne skelnen skulle gerne være en hjælp til jer på skolerne, således at I får det bedste udgangspunkt for at vælge det rigtige forløb til netop jeres klas-se.
Klasseoplevelser
Klasseoplevelserne er forløb, der primært sigter efter en god, fælles oplevelse med klassen. I klasseoplevelserne pirrer vi elevernes nysgerrighed, og eleverne får en sjov oplevelse med en af vore guider.
Undervisning
Udgangspunktet i undervisningen er stadig den gode oplevelse, men i undervisningen har vi i højere grad taget udgangspunkt i fælles mål, og undervisningsforløbene køres af vores facilitator, som har en pædagogisk baggrund og flere års erfaring fra undervisning i folkeskolen.
Tag hele skolen med i Universe
Hvis I kommer en hel skole eller en hel afdeling til Universe, vil vi foreslå, at I i stedet for sko-leforløb booker et antal guider, som vi så i et aftalt tidsrum stiller til rådighed med info og aktiviteter ved forskellige attraktioner i parken. F.eks. har vi haft besøg af hele Vissenbjerg Skole med forældre.
Hvis I ønsker at tage hele skolen eller en stor gruppe med til Danfoss Universe, så ring til os, så vi kan finde ud af, hvorledes vi får stykket en vellykket dag sammen for jer.
Booking
Når I har kigget beskrivelserne af forløbene igennem, kan I booke direkte på hjemmesiden. Hvis I har spørgsmål er I også meget velkomne til at kontakte os på tlf.: 74887488.
Forløbene til næste sæson kan bookes fra mandag den 16. november 2009, men vær opmærksom på, at I skal være tidligt ude, hvis I vil være sikre på, at vi har plads i kalenderen.
Andre oplevelser i parken
Ud over skoleforløbene tilbyder vi også andre oplevelser i park. Se mere under Parkens Oplevelser.