Virtuelt kort

En liter olie eller en stiv kuling?

storm.jpg
Det underlige spørgsmål om olien og kulingen kan altså godt besvares – der kan tappes meget mere energi ud af en stiv kuling, end der er i en liter olie.
Hvad er der mest energi i? - en liter olie eller en stiv kuling?

Spørgsmålet er ikke så let at besvare, men her er lidt hjælp til det.

En liter olie kan ikke rigtig sammenlignes med en stiv kuling, for det er to forskellige ting. En liter olie er et energiforråd, hvorimod en stiv kuling er en energistrøm.

Energiforråd og energistrøm

Et energiforråd og en energistrøm hænger sammen med hinanden på den måde, at man kan opsamle en energistrøm over et stykke tid og få et energiforråd ud af det.

Det er ligesom at fylde en spand med vand fra en vandhane. Man åbner for eksempel vandhanen så meget, at der kommer en vandstrøm på 10 liter pr. minut ud af den. Efter et minut har man et vandforråd på 10 liter i spanden.

Man måler energiforråd i joule, som forkortes med J.

Energiforrådet i en liter olie er på ca. 36 millioner joule. Det er nok til varmt vand til 3-5 brusebade.

Hvad så med kulingen?

Kulingen er en energistrøm, som man måler i joule per sekund, J/s. Måleenheden for energistrøm, joule per sekund, har fået sit eget navn. Den kaldes watt, W.

Energistrømmen eller effekten i en stiv kuling er på ca. 2000 watt pr. kvadratmeter vindflade. Det er fordi vindens kraft bliver større, jo større flade den blæser imod.

Du kender det, når du cykler. Hvis du cykler i modvind, dukker du dig for at give vinden så lille en flade som muligt at blæse imod.

Vindmøller

En vindmølle kan ikke tappe al effekt ud af vinden, for den kan ikke stoppe vinden helt.

En mølle, som tapper effekt ud af 1000 kvadratmeter stiv kuling, kan yde ca. 360 000 W. Det er en vindmølle i mellemstørrelse. Den har ca. 17,5 meter lange vinger, hvorimod de største møllevinger i 2009 er op til 61,5 meter lange.

Hvis vi opsamler energistrømmen fra denne vindmølle i 100 sekunder, får vi det samme energiforråd som i en liter olie, 36 millioner joule.

Eller sagt med andre ord, en mellemstor vindmølle tapper ligeså meget energi ud af små to minutters stiv kuling (vind på 15 m/s), som der er i en liter olie.

Hvis det blæser i tre timer, bliver det til energi svarende til 90 liter olie.

Det underlige spørgsmål om olien og kulingen kan altså godt besvares – der kan tappes meget mere energi ud af en stiv kuling, end der er i en liter olie.

Megajoule

I stedet for 36 millioner joule skriver man også 36 MJ, hvor M står for "mega" og er en international betegnelse for million. Man siger "megajoule".

I stedet for 360 000 W skriver man også 360 kW, hvor k står for "kilo" og er en international betegnelse for tusind. Man siger "kilowatt".

Energiforråd måles i J, kJ og MJ og energistrøm måles i W, kW og MW.

Denne side er oprettet: 02.05.2009
Denne side er sidst opdateret: 27.10.2010
Danfoss Universe | Mads Patent Vej 1 | 6430 Nordborg | 7488 9500 | info@danfossuniverse.com
skybrud.dk
Universe Fonden
Luk

Universe Fonden er en almennyttig fond, der har til formål at gennemføre forskning og forskningsbaserede udviklingstiltag inden for læring, kreativitet og innovation.

Besøg Universe Fonden
EnglishDeutsch
ForsideOm Danfoss UniversePresseKontaktNyhedsbrevSøg
Parkens oplevelserPlanlæg besøgMest for skolerKonferencer og møderBliv klog